Kulturhistorisk Selskab for Egebjerg og Omegn har indledt et samarbejde med Ballerup Historiske Forening. I første omgang har vi aftalt at invitere hinandens medlemmer til aktiviteter, den enkelte forening arrangerer. Samtidig planlægges at gennemføre egentlige fælles aktiviteter og måske fører det senere til en aftale om vilkår for dobbelt medlemskab. Vi starter med at invitere medlemmerne af Ballerup Historiske Forening med til følgende arrangement på ”Hannes Minde” i Herlev.

UDFLUGT MED KULTUR-HISTORISK SELSKAB FOR EGEBJERG OG OMEGN
Tag med Egebjerg Kulturhistorisk Selskab til Herlev/Hjortesprings egnsmuseum ”Hannes Minde” på Gl. Klausdalsbrovej 543, 2730 Herlev søndag den 8. februar kl. 134. Museet har åbent til kl. 16. Man kan købe kaffe og kage.
En af museets frivillige vil fortælle os historien om ”Hannes Minde”, og så vil man kunne se udstillingen ”Herlevs middelalder”. Det er et dejligt lille museum, vi har her i Egebjergs umiddelbare nærhed. Museumsleder Jette Hoffmeyer laver forskellige udstillinger. Lige nu er hun ved at lave en udstilling om biografens historie på balkonen i Herlev Teaterbio. Sidste år havde hun lavet en bamseudstilling på Gammelgård. Til marts vil hun udstille tekstiler med påsyede navne. Hvad den kommer til at hedde vides ikke på nuværende tidspunkt, men nogle af mine ting vil indgå.
Så derfor: Tag jer tid til et lille break, tag med Kulturhistorisk Selskab på museumsbesøg i nabolaget.
Bodil Ringsmose
Medlem af bestyrelsen